Danskhed set fra Marbella

Danskhed, Danmark og danskere

Hvad er det, der er specielt ved at være dansk, og hvorfor er det relevant at forholde sig til danskhed?

Det er et spørgsmål, som vel logisk nok trænger sig på i Danmark, hvor danskheden bliver udfordret af anderledestænkende og anderledeshandlende mennesker, der kommer udefra – i overvejende grad fra mellemøsten – med en helt anden og for de fleste danskere ofte, noget primitiv baggrund, som kan være meget svær at håndtere i et moderne velfærdssamfund som det danske.

Også uden for Danmark, forholder man sig til spørgsmålet, da danskheden naturligt og konstant udfordres, og forskellene vækkes til live hver dag, man arbejder og lever i en anderledes kultur som for eksempel den spanske.

Jeg vil forsøge at udpege nogle svar på, hvad der er helt særligt ved danskheden set fra mit perspektiv som dansker, der har arbejdet og boet i udlandet med familie i snart 10 år, hvoraf de seneste 6 år har været i Marbella, som er den mest internationale og mindst spanske landsby i Spanien. Desuden er Marbella een af de mest kosmopolitiske landsbyer i verden, som jeg har beskrevet i andre artikler.

Formålet med at søge svar på spørgsmålet om danskhed er, dels at belyse, hvorfor det er attraktivt for flere og flere danskere at bo helt eller delvist uden for Danmark – hvad enten det er Marbella, Dubai eller et sted i Schweiz – dels at styrke vores bevidsthed om, hvor vi kommer fra, hvad vi står for og eksemplificere, hvordan dette virker i en international kontekst.

Og slet ikke mindst at illustrere, hvordan man kan være dansker på den bedst mulige måde i Danmark, så vores værdier og traditioner ikke bare bevares men også udvikles og styrkes.

Jeg arbejder til dagligt som iværksætter, herunder med ejendomme i bred forstand, og min indgangsvinkel til at finde dette område dybt inspirerende er, at ejendommen er rammen om vores liv, og hvis vi flytter til udlandet rammen om et helt nyt og spændende kapitel i ens liv.

Een af de ting, jeg holder meget af ved det spanske samfund er, at familien stadig udgør kernen, og det er alment kendt, at spanierne kom ud af den dybe finanskrise, med bl.a. 25% arbejdsløshed, ved at de gamle lånte penge til de unge, da alle bankernes kasser var klappet i.

Det er et stærkt og uovervindeligt træk ved et samfund, at familien står solidt sammen. Så kan selv den værste storm bare komme an. Skibet vil sejle videre. Det kan derfor heller ikke komme bag på nogen, at yndlingsserien Matador kører i baggrunden det meste af “vinterperioden” på solkysten. Ikke i ren nostalgi, men i et af mange forsøg på at udforske og styrke vores unikke danske kulturbaggrund i en moderne, globaliseret kontekst.

Nedenstående perspektiver er ret generelle, men jeg håber refleksionen giver mening – i det mindst for nogle.

Hvilke forskellige perspektiver taler vi om?

Jeg håber, at denne artikel sætter nogle tanker i gang, uanset om man er dansker i Danmark, om man, som jeg, er dansker i udlandet, om man er udlænding i Danmark, og derfor skal forholde sig til danskhed hver dag, eller om man er udlænding, dvs. ikke-dansker, uden for Danmark med relationer til danskere.

Den ikke-dansktalende gruppe, som alt andet lige er meget stor, når jeg naturligvis kun ved at oversætte artiklen til engelsk, der på godt og ondt har opnået et udpræget sprogmonopol. Nu er denne artikel meget pro-dansk, men måske netop derfor kunne være en god idé at udgive på engelsk for at høre en reaktion.

Det er i bund og grund interessant at høre, hvad alle de nævnte perspektiver kunne indebære i forhold til at forstå dansk kultur, specielt i en international kontekst, og hvordan der kommunikeres på kryds og på tværs i forhold til omdrejningspunktet – danskhed.

Min personlige grund til at finde dette emne relevant er mangfoldigt og vil komme til udtryk løbende i artiklen.

Kort fortalt er jeg en dansker, der værdsætter danskhed, herunder dansk historie og kultur. Det har jeg gjort lige siden, jeg var privilegeret at vokse op i smukke Silkeborg, uddanne mig i Aarhus og efterfølgende bo og arbejde i vores hovedstaden, København.

Mine mange år i udlandet har ikke gjort mig mindre passioneret omkring vores hjemland. Derimod har mødet med det fremmede, og det anderledes skærpet min interesse for hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Interessant nok i takt med. at jeg har forbedret mine fremmedsprog og fået dybere indblik i andre kulturer.

Den globale landsby

Verden har altid været i konstant forandring, men kommunikationen og øjeblikkeligheden i den “globale landsby” har ændret spillereglerne for vores gensidige observation og vort samkvem ganske betydeligt, da vi er kommet tættere på hinanden i nu´et.

I en verden, der bliver mere og mere global med brugen af internet, sociale medier, billigere og hyppigere udlandsrejser, og hvor det engelske sprog langt henad vejen er blevet verdenssproget, tilpasser vi os i meget høj grad nogle generelle, og ikke specifikt danske, standarder for kommunikation og adfærd, hvilket indvirker på, hvordan vi oplever os selv og i bred forstand fænomener i verden. Samtidig lever vores danskhed i en form for parallelunivers.

Danskhed i den globale landsby

Med reference til Marshall McLuhan´s idé om den globale landsby:

“As electrically contracted, the globe is no more than a village” skal vi følge med og tilpasse os for at gøre os gældende. Det gør vi danskere også og bedre end de fleste, og det har sine grunde.

Jeg tror i al sin enkelthed, det hænger sammen med, at Danmark er et meget lille land med meget få indbyggere (ca. 5,5 mio), svarende til antallet af indbyggere i en mellemstor by i USA eller Asien.

Dette empiriske, demografiske faktum betyder, at vi historisk set har været tvunget til at være udadvendte, da ingen andre end os selv – udover nogle få internationale fans af Søren Kierkegaard og H.C. Andersen – taler vores sprog, og ingen nødvendigvis kommer til Danmark og handler med os. Vi er født med at skulle tage initiativ og med at skulle finde energi til at imødekomme andre kulturer med et åbent sind, der søger mulige løsninger og synergier.

Helt tilbage til vikingerne, der kommunikerede på en på daværende tidspunkt effektiv måde (…), drog danskerne også ud på verdenshavene på deres skibe fra det lille rige i nord. Og selvom Christopher Columbus er kendt for at have opdaget Amerika, er det alment kendt, at vikingerne var i Amerika længe inden.

Den historiske nødvendighed i at stræbe udad har givet danskerne en fundamentalt anderledes mentalitet, og specielt anderledes end de mange mennesker, der er opvokset i nogle af de større lande og kulturer i verden, herunder USA, Rusland, Kina og andre store lande, som i højere grad har nok i dem selv.

Samtidig er Danmark baseret på aktiv og intelligent handel med udlandet, snarere en rigdom på naturressourcer, hvilket støtter den opsøgende og fleksible ånd.

Selvom stort set alle benytter internettet, de sociale medier og visse mere eller mindre definerede internationale standarder for handel, kommunikation og samkvem, er der uden tvivl stadig meget stor forskel på at være dansk, svensk, engelsk, amerikansk, tysk, russisk eller kinesisk i denne verden, og det bør helt sikkert fortsætte, og det gør det også, hvis vi er bevidste om den værdi, vi skaber, og hvis vi anerkender forskellene.

Teoretiske indfaldsvinkler til dansk kultur

Teoretisk set er der en række forskellige indfaldsvinkler til kulturbegrebet.

Positivismen anerkender kun empiriske data som indikatorer for begrebet kultur, mens konstruktivismen anser alt, hvad det er italesat som kultur, som symbolske manifestationer for at være en kulturafgrænsning.

Da min primære uddannelsemæssige baggrund er politisk videnskab (cand. scient. pol.) har jeg læst samfundsfilosofi, videnskabsteori og metode.

Med det udgangspunkt og den erfaring i bagagen vil jeg tillade mig at mene, at man naturligvis bør kombinere en positivistisk anvendelse af empiriske data, såsom befolkningsstatistik, BNP per indbygger osv. med en konstruktivistisk indgangsvinkel til kultur for at få alle perspektiver med.

Nogen kunne undre sig over, hvorfor jeg nævner noget så logisk og selvindlysende, men til dem kan jeg sige, at I – hvis I ikke allerede véd det – ville blive overraskede over, hvor stor en kløft, der findes mellem de to fundamentalt forskellige akademiske tilgange til at undersøge verden.

Jeg tror generelt meget på både og. Det gjorde Kierkegaard også.

Definition af kultur

Ifølge Wikipedia er dansk kultur er et begreb, som anvendes i adskillige, ofte modstridende betydninger.

For det første er der forskellige definitioner på begrebet kultur, der både kan anvendes som gruppebetegnelse og som identificeringsbetegnelse.

Begrebet kan yderligere differentieres i:

Kultur som forskelle mellem mennesker (eller grupper af mennesker)
Kultur som betydningssystemer
Kultur som praksisfelt
Dernæst kan “dansk” forstås både som handlerummet (kulturen i Danmark), men også som en særlig referenceramme (danskhed; dansk national identitet).

Da jeg bor i udlandet, er jeg mest optaget af danskheden, da denne er gangbar mønt både i og uden for Danmark, men danskheden i relation til forskelle mellem både mennesker, betydningssystemer og praksisfelter.

Operationel definition af kultur

“Kultur består af de samlede værdier, viden og holdninger, som karakteriserer et samfund eller et individ i deres egen historiske og geografiske kontekst.”

Det er interessant at se både et samfunds og et individs kultur i dets egen historiske og geografiske kontekst. For eksempel, hvordan er det at være dansker i Danmark i dag? Hvordan er det at være dansker i Spanien i dag, og hvordan er det at være dansker i Kina i dag?

Dansk kultur er i sin bredeste fortolkning danskernes værdier, holdninger, vaner, skikke og traditioner eller de særlige forhold, som forstås som danskhed, og “kulturarven” er en overlevering, som formidles til nye generationer gennem offentlige institutioner (skoler, museer etc.) med et formål, der i større eller mindre grad handler om dannelse. Der er både tale om at fremhæve det særlige ved den danske kultur og at afgrænse “det fremmede” fra denne kultur (jvf. Søren Christian Sørensen: Hvad er dansk kultur, 7. december 1999).

Det er unikt at være dansk, særligt refleksionen af hvad det kan betyde

Nationale identiteter skabes på baggrund af fælles værdinormer, adfærdsmønstre og traditioner. En vigtig rolle for udvikling af national identitet spiller symboler på samhørighed og fælles oprindelsesmyter, herunder dannebrog.

Uagtet datoen for det himmelfaldne flag med det hvide kors på rød bund, er der tale om et flag, der blev anvendt i korstog i Østersøområdet i begyndelsen af 1200-tallet. Samme flag blev også ført af middelalderens tyske kejsere fra 1194 samt af Johanitterordenen, Malteserkorset (jvf. Myte: Faldt Dannebrog ned fra himlen i 1219? – Aahus Universitet. Hentet den 23. marts 2016).


Inklusion og eksklusion

Folket bliver således bevidst om, hvad man er gennem erkendelsen – og hvad man ikke er. De nationale identiteter bliver således både inkluderende og ekskluderende. Sådan er det, og det er vel primært positivt.

Man skal ikke være så bange for eksklusion, da eksklusionen på mange niveauer også har positive sider. Man definerer “det andet”, og såfremt man gør det respektfuldt, er det ofte en hjælp. Det er klart, at ondsindet eksklusion er en undtagelse.

Inklusion og eksklusion kombineret med respekt og værdsættelse af anderledeshed skaber positiv udvikling. Ensformighed og frygt for forandring kommer man ingen vegne med.

At turde at miste fodfæste for en stund for at finde sig selv

Så vidt jeg husker, er der mange danskere i Danmark, der fundamentalt set er klar over, hvor særegent det egentlig er at være dansker, men som dansker i udlandet har jeg oplevet, at man bliver endnu mere opmærksom på det, eftersom man konstant i de mange daglige møder med andre kulturer i det internationale rum, ser sin egen kultur, sprog og dermed sig selv, udefra. Ret interessant og lærerig feedback at få konstant i daglige møder.

Noget jeg er overbevist om er meget sundt rent mentalt og dannelsesmæssigt, dog med forbehold for at vi ikke bør være så indlevende i andre kulturer, at vi mister os selv, men at vi også holder fast i vores egen særegenhed og vores gode, sunde danske værdier.

Som Kierkegaard ofte citeres for at have sagt og ment, skal vi turde miste fodfæste for en stund for ikke at miste os selv, og det mener jeg lige præcis, at mange danskere evner, selvom der altid undtagelser, hvis man er bange for forandring.

Dog har vi givet for meget af os selv i forsøget på at imødekomme anderledeshed i den pågående kulturkamp, og der mener jeg, at vi skal tilbage til de traditionelle værdier, som vores bedsteforældre var den sidste generation til at leve og dø for. Dette kan sagtens leve ved siden af globalisering.

At leve hver dag i et internationalt miljø, tale andre sprog for at kommunikere og arbejde i en helt anderledes kultur skaber en betydelig refleksion over, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvordan man kulturelt adskiller sig fra andre og gør sig gældende i negativ såvel som positiv forstand.

Vi danskere er særegne, og det kan vi med fordel erkende

Det er meget mere end frikadeller og sovs, der gør os specielle og anderledes i international sammenhæng, selvom det stadig skaber gode minder og oplevelser at besøge IKEA i Malaga eller andre steder, ikke bare pga. kødbollerne, men ligeså meget pga. den velorganiserede, smarte, skandinaviske tilgang til tingene, herunder til børn, familie og livet 360 grader.

Et meget inkluderende koncept, som spanierne er helt vilde med. Det er fantastisk at observere spanske familier nyde skandinavisk mad i IKEA, når man er vant til at se dem spise tapas og selv håndterer hele deres kultur i hvert eneste åndedrag på Europa´s sydspids.

Dansk er en særegent og smukt sprog. Danmark har en særegen historie og en helt særlig folkelig kultur. Højskolesangbogen bør få tårerne frem og intellektet i spil på enhver dansker.

Danskere kan noget særligt. Vi søger dialogen, uanset hvad der skal til, men vi kan også være direkte og ærlige. Vi har en stor tilpasningsevne i mange forskellige situationer. De konstant skiftende årstider og det upålidelige vejer er en anden årsag til vores unikke evne til omstilling.

Vi er meget fleksible; også mere fleksible end nogen anden kultur, jeg kender (på godt og ondt), men vi har stadig nogle gode værdier, som vi holder fast i, uanset hvor fleksible, indlevende og forstående vi end er over for andre kulturer og væremåder. Med andre ord skal vores fleksibilitet have klare grænser. Det er som om den konstante politisk korrekte dialog har skabt en tung sky over klarheden og retfærdigheden. Det sky fjernes med direkthed, tyngde og værdier udtrykt med klar tale.

Vi er vokset op med rod i gode, solide, humanistiske værdier, som tager hensyn til og involverer alle typer mennesker og meninger.

Vi har udviklet læringsinstitutioner, såsom folkeskolen og højskolen, hvor man kan lære i alle alder og dels vælge sig ind på de fag, man brænder for, dels udvikle en almen viden inden for historie, kultur, samfund, sprog og erhverv.

Oplysning i Europa før og nu

Oplysningstiden var indledning til en ny åndshistorisk epoke fra 1690 til ca. 1800 tallet i Europa, herunder Danmark.

Begrebet “oplysning” hentyder til, at filosofien og naturvidenskaben udvidede menneskets viden om verden og brugte resultatet til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke. Begrebet oplysning har siden oldtiden betydet både religiøst og filosofisk klarsyn.

“Oplysningstid” stammer fra Immanuel Kants værk Beantwortung der Frage: Was Ist Aufklärung? Fra 1784: “Hvis nogen spørger, lever vi i en oplyst tid?” ville svaret være, “Nej, vi lever i oplysningstiden.

Oplysningstiden bragte mere oplysning til samfundet, hvilket var en alvorlig udfordring for det gamle kulturgrundlag, nemlig kristendommen. Den udfordring overkom vi.

I dag er det i stedet en meget stor udfordring for det nye gamle kulturgrundlag i Europa, nemlig islam, som er fremkommet efter massiv indvandring fra Mellemøsten.

Derfor kan man sige, at vi nu gennemlever en ny oplysningstid, fordi der er en i europæisk sammenhæng ny – dog stadig halv-gammel – religion, som skal igennem lysets trædemølle.

Det tager desværre længere tid end ønsket at kultivere både viden og medfølelse, når det kommer til de mest forældede tanke- og normsystemer. Det har det altid gjort, men de færreste havde nok regnet med at et så forældet system, som islam, havde været så overlevelsesdygtigt i en så relativt oplyst en verden, anno 2016.

Oplysningstidens tænkere gjorde ikke kun oplysning, men også dannelse til et kernebegreb, og det danske rige blev i særlig grad præget af den tyske teoriudvikling, hvor Rosseau´s tanker var inspirationskilde for de tyske dannelsesteoretikere. Jean-Jacques Rousseau (28. juni, 1712 – 2. juli, 1778) er en schweizisk oplysningsfilosof, som tilhører den gruppe filosoffer, der inspirerede til den franske revolution og dermed til skabelsen af det moderne demokrati, som er baseret på, at befolkningen har frihedsrettigheder, herunder specielt ytringsfrihed, som er rettighed under beskydning i nutidens mere multi-etniske samfund, hvor islam er grunden hertil. Lad derfor i højest mulig grad oplysningen af mørket fortsætte.

Oplysning i Danmark

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783–1872) lagde navn til Grundtvigianismen og var initiativtager til folkehøjskolen.

I Grundtvigs første politiske skrift “Politiske Betragtninger med Blik paa Danmark og Holsteen” fra 1831, slår han til lyd for en ny type højskole, kaldet folkehøjskolen. Grundtvig ønskede en højskole, fordi der var behov for en ny form for dannelse. I sit politiske skrift påpegede Grundtvig behovet for at dygtiggøre folk politisk. Grundtvig forudså, at skolen blev samfundets centrum, – ”at fremme skolen bliver det vigtigste Stats-Anliggende, da Statens Vee og Vel nu og herefter beroer derpaa”.

I modsætning til læren i almueskolerne mente Grundtvig, at kristendommen ikke kunne holde sammen på staten.

Religion skulle være en fri sag, og derfor burde kristendommen ikke indgå som kernen i skolens fagrække.

Med enevældens fald i 1848 og med Grundloven 1849 blev forsamlingsfrihed og talefrihed grundlovssikrede rettigheder.

Trods Grundtvigs og Søren Kierkegaards mistillid til, at almuen kunne styre landet, var de overbeviste om, at folkestyret stod for døren og en forudsætning for en heldig overgang til folkestyret var, at pøblen blev omskabt til et folk ved hjælp af folkeoplysning (jvf. Korsgaard, Ove (2004). Kampen om folket – Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år. Gyldendal. s. 120-167).

Vi har meget at være stolte af, specielt specielt vores ydmyghed

Det lyder som et paradoks at være stolt af sin ydmyghed, og det er det vel også, men så lad det være et paradoks. Jeg mener stadig, at vores grundlæggende åbenhed og ydmyghed er vores styrke.

Digteren H.P. Holst var med ordene: “For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes” medvirkende til at skabe den småstatsideologi, som dansk kultur i den følgende periode op til i dag har hvilet på.

Grundloven, Andelsbevægelsen og det mangfoldige foreningsliv blev i forlængelse heraf symboler på det lille lands særlige kultur (Hansen, Kjeld (2008) Det tabte land, s. 82. Gads Forlag, København).

Fra barnsben er vi vokset op med at tale fremmedsprog. Det ligger i forventningen til os fra barnsben, at vi skal mestre andre sprog og dermed have forståelse for andre kulturer.

I Sønderjylland lærer man at tale tysk, fordi det er praktisk, da man bor tæt på Tyskland, som er en stor samarbejdspartner for Danmark. I Vestjylland op langs kysten taler de tyske turister tysk til de unge danskere, der arbejder på restauranter og hoteller.

De tyske turister, der besøger Danmark og holder af den rene natur, de smukke, vilde strande og de ordentlige rammer, spørger ikke om vi taler tysk, når de henvender sig til os. De taler tysk til os og forventer, at vi har lært at tale tysk tilbage, og det har vi, og derfor taler vi instinktivt tysk tilbage baseret på, dels en naturlig menneskelig empati og imødekommenhed, dels fordi vi lærer at være service-mindede, og jo mere tilfredse vores turister er i vores forretninger og i vores land, des ofte kommer de, og des flere penge tjener vi. Derudover er det menneskelige møde det mere behageligt, fordi vi mødes på midten. Tyskerne imødekommer os ved at besøge vores land, og vi imødekommer dem ved at lære deres sprog.

Vi er godt klar over, at de tyske turister kunne tage sydpå, men at de kommer til Danmark, fordi de godt kan lide vores lille rene land. Alene dét at de kommer, tager vi vel imod som en kompliment, og vi forsøger at give tilbage, og det lykkes vi ofte med og tyskerne kommer år efter år.

Uden at skære eller over een kam lærer de fleste englændere og amerikanere ikke, som en del af deres kultur og deres skolegang, at tale andre sprog, hvilket er den mest direkte måde at interessere sig for en anden kultur, række ud og imødekomme anderledeshed. De gode venner, jeg har fra de lande, er faktisk lidt kede af dette og ville gerne have lært fremmedsprog, men det blev ikke på samme måde forventet af dem. Så det er sjældent manglende individuel vilje men et spørgsmål at kulturen og uddannelsessystemet ikke fordrer dette.

Det er blevet til en sovepude for den engelsktalende kultur at holde sig til sit eget sprog og dermed sin egen tankegang. Der er altid undtagelser, men dette er set generelt. Den britiske kultur har historisk set haft storhedsvanvid og er lykkes med at omvende mange lande og samfund til deres egen kultur og sprog.

Det ser man stadig de klare eftervirkninger af, og følelsen af kulturel overlegenhed, fraværet af ydmyghed over for andre kulturer, herunder lysten eller den menneskelige forpligtelse til at sætte sig i andres sted, har skabt en mono-kultur og et sprogligt-kulturelt monopol, hvor der ikke er overskud eller nysgerrighed nok til at gøre en ekstra indsats for at rumme og balancere det, der er anderledes end een selv.

I Danmark er det ikke unormalt at tale 2-3 sprog udover vores eget. Vi lærer engelsk og tysk i skolen. Mange lærer også fransk og spansk. Derudover lærer et mindre antal mennesker mere eksotiske sprog som russisk, kinesisk osv.

Man kan påstå, at det er småting og et ubetydeligt emne at tage op, men ud fra min erfaring er det på ingen måde tilfældet. Tværtimod er vores grundlæggende åbenhed og fleksibilitet noget af det, vi kan være stolte af, da det er med til at adskille os ganske meget fra mange andre i det internationale rum.

Jeg kunne dog godt tænke mig, at vi kunne kombinere denne åbenhed og imødekommenhed med en bevidsthed om, hvor unik danskhed i øvrigt er og en beslutsomhed i forhold til, hvilke grænser vi sætter, når nogle grupper vil ændre vores samfund og vores kultur til noget, der er langt ringere, end det vi selv har skabt og kan skabe i fremtiden.

Tænk over dette lille land, hvor vi mere eller mindre kender hinanden alle sammen, og hvis ikke så kender vi een, der kender een. Det er da fuldkommen unikt. Vi har som samfund een af verdens højeste grader af tillid til hinanden, dvs. sammenhængskraft og een af verden laveste grader af korruption.

Det kan godt blive lidt klaustrofobisk, når man bor i Danmark, men når der godt kan gå lang tid imellem, at man er sammen med danskere, bliver man bjergtaget og påny fascineret, når man engang imellem møder en dansker, man aldrig har mødt før og taler sammen i 10 min. som om, man har kendt hinanden altid og er relateret enten som familie eller venner.

Forleden dag blev jeg ringet op af en rigtig god ven, der er græker, opvokset i Tyskland og i dag bor og rejser internationalt som succesfuld forretningsmand. Han har fået en dansk veninde og gav mig spontant hende i røret forleden dag.

Vi havde aldrig mødt hinanden før, men da hun lige skulle finde fodfæste i situationen med denne fremmede mand, som er min gode ven, kunne jeg være behjælpelig med nogle perspektiver og meningsudvekslinger. Der gik 40 min, indtil min ven afbrød samtalen. Som han sagde: “Do your Danish thing”. Men så var det også nok. Vi havde fælles bekendte, som man ofte har, og snakken gik.

Den høje grad af tillid mellem danskere, gør at der er mange ting, man indledningsvist ikke behøver at drøfte. Man kan derfor hurtigt springe frem til sagens kerne og med tillid behandle det, der betyder noget til fælles gavn.

Her adskiller vi os fra andre folkefærd. Ofte bliver flere nationaliteter overraskede og utrygge ved vores direkthed på kort sigt, men ved nærmere bekendtskab er det netop vores åbenhed, direkthed og ærlighed de også værdsætter. Man kan generelt regne med at en aftale er en aftale og det er højt værdsat, da det speeder al kommunikation op.

Hvad vil jeg sige med denne artikel?

Jeg vil understrege, at man kommer meget langt med fleksibilitet, åbenhed og nysgerrighed over for det, der er anderledes; empati og imødekommenhed gør kommunikation langt mere effektiv og dannet.

Samtidig kan de selvsamme dyder blive til en begrænsning, hvis ikke man holder fast i sine gode, sunde og solide værdier – både som land og som individer – og erkender, hvad der gør een speciel, og hvilken værdi det skaber.

Med andre ord fordrer virkeligheden af os, at vi kan sætte helt klare grænser og står fast. Fleksibiliteten må ikke betyde, at andre kører os rundt i manégen, hverken i eller uden for Danmark.

Det er nødvendigt at have et realistisk billede af sig selv for, at kunne stille de rette krav til andre, så det ikke kun skal være een selv og ens “korrekte åbenhed”, der skal bære hele læsset i relationer, men at gæster i Danmark også må skik følge eller land fly, og at vi danske udlændinge skal tilpasse os dér, hvor vi er og tilføre samfundet det bedste, vi har lært uden at lade os forføre af tom snak.

Her i Spanien skal man tilpasse sig som udlænding og selvom man selv betaler alt og ingen hjælp får har spanierne stadig mindre respekt for een, hvis man ikke lærer deres sprog og kultur at kende. Den betyder nemlig meget for dem – uanset om man betaler eller ej. På den måde er det ikke alt, der kan måles og vejes i penge.

Det kan og skal danskhed heller ikke. Dansk kultur har sin berettigelse i sig selv, og det kræver ingen yderligere forklaring.

MJ