Et godt tip efter 5 gode år i Marbella

Martin Juncher

Marbella er undtagelsen, der bekræfter reglen

Man hører altid, at det er vigtigt at lære lokalsproget for at begå sig bedst muligt i et land.

I det sydlige Europa ligger Marbella, og her er det som udgangspunkt anderledes. Marbella er en international by med 50% spaniere og 50% udlændinge. Denne skønne boble er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Byen har siden dens tilbliven, der specielt tog til i 60’erne og 70’erne med det internationale jetset og Marbella Club Hotel som omdrejningspunkt, etableret sig som et kosmopolitisk samlepunkt for folk, der kommer til fra hele Europa – og som i de fleste tilfælde har lært at tale anstændigt engelsk hjemmefra.

Den internationale sammensætning af mennesker er grunden til, at mange udlændinge i Marbella – minimum halvdelen – aldrig lærer at tale spansk, udover café niveau: Un café con leche, por favor etc, selv efter 10-20 år på solkysten.

Kan man både overleve og leve et godt liv i Marbella uden at tale spansk? Sagtens.

Bliver livet endnu bedre, hvis man taler spansk? Det bliver langt bedre!

Det gør en kæmpe forskel at kunne tale spansk

Udover de logiske praktiske fordele ved at kunne navigere selvstændigt i hele det administrative servicesystem, er forskellen, at man bliver anerkendt og respekteret af spanierne, som jo er dem, der arbejder i forretningerne, på restauranterne og i alle de andre servicefag, man dagligt interagerer med.

Den forbedrede kommunikation og connection på spansk gør en kæmpe forskel.

Pludselig er man forbundet med et andet folk, og man joker naturligt med mennesker, der er vokset op i en helt anden kultur end den engelsktalende.

Når man taler spansk, er man blevet uafhængig af det britiske imperiums mangeårige globale sprogmonopol, og det er både befriende, meningsfyldt og horisontudvidende. Det er værd at opleve.

Man bliver en del af en komplet anderledes kultur og danner lynhurtigt dybere venskabelige relationer, uanset hvor man går, da spanierne er varme, hyggelige og kontaktsøgende, især hvis man interesserer sig for dem.

Med det enorme antal turister og besøgende, helt eller delvist fastboende, som stortset kun taler engelsk (måske endda primært russisk og kun lidt engelsk), og som konstant agerer i henhold til egne vaner og kulturnormer i det spanske samfund, forstår man godt, at spanierne bliver glade for udlændinge, der gør en indsats for af lære deres sprog.

Der ligger for spanierne en ubeskrivelig stor anerkendelse i, at vi møder dem på deres sprog, når vi ikke bare står på deres jord, men mere eller mindre året rundt nyder alt, hvad Marbella har at byde på. Kun dér tager de dig for alvor til sig.

Indtil da er du i mange tilfælde en relativt ligegyldig forbruger, man blot tjener flest muligt penge på. Selvom penge er vigtigt stortset alle steder, vil jeg mene, at kultur er ligeså vigtig.

Vi har efter at have boet fast i Spanien i over 5 år oplevet en lang perlerække af sjove såvel som mindre sjove møder med spanierne.

Én af de sjove.

For nyligt fyldte vi benzin på bilen på en tankstation. Da vi gjorde en indsats for at tale spansk, gjorde tankpasseren en extra indsats for at tale engelsk, og vi måtte ud i en diskussion af, hvilket sprog vi skulle tale – med omvendt fortegn, da vi normalt ville foretrække engelsk, og tankpasseren ville stå fast på sit spanske. Nu ville vi tale spansk, og tankpasseren ville gøre os den tjeneste at servicere os på engelsk, fordi vi var imødekommende.

Vi stod fast på at tale spansk og endte efter flere jokes med at få to bæreposer gratis Disney julekalendergaver med til børnene og dyttede farvel og tak med et stort smil. Det var selvfølgeligt helt unødvendigt sådan at begave os, men et eksempel på, at hvad der kunne have været et ligegyldigt møde, blev til et underholdende møde, ja til en fest.

Man skal insistere på at tale spansk for at lære det, da det er uhyggeligt bekvemt at forfalde til andetsproget engelsk.

Jeg vil her undlade at gå ned i alle detaljer med hensyn til de utallige mindre sjove situationer, vi har haft, fordi vi har holdt os til engelsk og ikke lært spansk med det samme.

Jeg vil dog nævne ét skræmmeeksempel.

Én af de mindre sjove

Min søn på tre år faldt ned fra et bord og slog hovedet i gulvet. Nakken gik af led så hovedet sad til venstre, dvs. det sad fast i den position.

Vi ringede efter en fysioterapeut, som kom hjem til os kiggede på ham. Han ville ikke hjælpe af frygt for at gøre noget forkert, men henviste os til børnehospitalet i Malaga.

Først skulle vi registere ham på Hospital Costa del Sol, som er det største offentlige hospital tæt på os. Jeg tog herhen. Efter ca. en times ventetid, så jeg, at min bil var ved at blive fjernet af politiet, fordi jeg i min travlhed, havde parkeret et sted, jeg ikke måtte.

Jeg efterlod min lille dreng og løb ud stoppede den uheldige seance. Min bil stod allerede oppe på en lastbil, jeg betalte bøden på stedet, fik bilen ned, parkerede den et andet sted og gik ind igen.

Herefter blev vi – efter en længere forvirring (i modtagelsen) over, hvorvidt den private forsikring eller offentlige forsikring skulle dække (da vi var kommet ind på et offentligt hospital med en privatforsikring) – transporteret i ambulance med udrykning ind til børnehospitalet i Malaga.

Her fandt man i receptionen ved indskrivning en mangel i mine papirer, hvor der ingen mangel var. Noget, der ofte sker i papir-styrede, gammeldags systemer, og det var igen heller ingen hjælp, at jeg ikke talte godt nok spansk. Vi ventede i 4 timer.

En kvindelig doktor skulle så se på min dreng. Hun var stram i betrækket og lukkede helt til, da jeg ikke kunne gennemføre samtalen på spansk.

Husk på, vi er nu i Malaga (Spanien). Marbella er en undtagelse. Der kan man tale engelsk alle steder. Doktoren var sur på mig, da jeg ikke kunne tale spansk. Hun belærte mig om, at jeg boede i Spanien, og dét taler man spansk. På en ikke-venlig måde. Min dreng græd og var bange, da hans hoved var fikseret, og han havde smerte ved den mindste berøring.

Doktoren rykkede i hovedet og bad ham på millitæragtig vis rulle rundt og lave diverse gymnastiske bevægelse, som han umuligt kunne.

Min tålmodighed slap op. Jeg spurgte doktoren foran hendes mange iagttagende, men mindre empatiske kollegaer, om hun: 1) ville fokusere på at hjælpe min søn, 2) hvor mange sprog hun selv talte.

Hun svarede, at hun talte eet sprog, spansk. Den lod jeg stå, da jeg fokuserede på at hjælpe min søn.

Kl. var 2:00 om natten, og de meddelte, at de ikke kunne hjælpe. Min søn skulle grædende indlægges og overnatte på en stue med 3-4 andre børn, og blev bedt om at forlade hospitalet, der ikke havde plads til mig. Så blev der sagt stop. Jeg talte engelsk, og jeg talte højt.

Jeg bad om at tale med den hovedansvarlige, da jeg under ingen omstændigheder ville forlade min søn hos spaniere, han ikke forstod og som ikke forstod ham og slet i den kritiske tilstand af smerte, han var i. Jeg gentog mig selv indtil beskeden ikke kunne overhøres eller undgås. Der kom en doktor med nogle papirer, og jeg skrev under på, at jeg tog ansvaret.

Jeg gik derfra med min søn i armene igennem hospitalet, og medarbejdere kiggede på mig, som var jeg en alien, da jeg havde sat mig imod systemet, doktorens ordre. Jeg blev hentet, og vi kørte hjem.

Vores held var, at hovedet naturligt faldt på plads efter to dage.

Jeg ville blot illustrere eet af mange eksempler på, hvordan kæden kan hoppe helt af i en fremmed kultur.

Dette var vel at mærke ikke én af de oplevelser, der motiverede mig til at lære spansk, tværtimod ønskede jeg mig hjem til Danmark.

Man skal huske følgende om Marbella

For det første er klart den største minoritet på Costa del Sol englænderne -dette har “Brexit” endnu ikke ændret på.

For det andet er engelsk af historiske grunde efterhånden anerkendt som det primære verdenssprog.

For det tredje taler langt de fleste englændere og amerikanere kun ét sprog. Disse få heldige “verdensborgere” er ikke vokset op med hverken et behov for eller et krav om at lære andre sprog og kulturer at kende, og dette er for mange blevet til dovenskab og for nogle til en følelse af overlegenhed, der bl.a. udspringer af den historiske arrogance i det britiske imperium.

Flexibilitet versus stivhed

Som dansker har jeg lært 5 sprog (dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk).

Vi er i Danmark vokset op med en anden ydmyghed end specielt englændere, amerikanere (og franskmænd), da ingen andre end os selv taler vores eget sprog. Vi har derfor skullet lære andres sprog og kulturelle vaner og altid været vant til at holde vores sind åbne. Vi har altid skulle gøre en stor indsats for af forstå andre, deres kultur og værdier uden at have nogen forventning om, at de hverken kunne eller ville forstå os. Det kræver overskud.

Den beskrevne logik gør en større forskel på det positive udfald af møder i det internationale rum, end mange måske er bevidst om, og det er én af forklaringerne bag det faktum, at de fleste danskere, der lever eller arbejder uden for Danmark har en vis succes i deres arbejde og sociale relationer.

Forleden blev jeg interviewet på TV af en anden dansker på engelsk. Jeg har endnu til gode at opleve en englænder, som interviewes af en landsmand på et fremmedsprog.

Et åbent, ydmygt, fleksibelt og imødekommende sind gør en stor forskel. Derfor siges det også, at danskere kan samarbejde stort set med alle.

Når først sproget og kommunikationen glider naturligt, får man en unik indsigt i kulturen og ens interesse for historien skærpes.

Jeg skal derfor nu forberede mig til min næste spansklektion hos Spanish Teacher Marbella, som er en fremragende service og effektiv måde at lære spansk.

MJ