At Sejre Sammen – Når Forskelligheden Danser (Martin Juncher Jensen)

Refleksioner over en personlig og faglig udviklingsproces.

Institut for Organisation og Ledelse, Handelshøjskolen i Aarhus (Januar 2003). Individuel eksamen i Organisationsudvikling og –intervention / v. Jakob Storch og Kaj Voetmann.

Drømmeeksamen.

Til min drømmeeksamen etableres løbende dét dialogiske rum, der passer til formålet. Derfor skal den mening, der skabes i dialogen, have flere sæt vinger at flyve med. Ved at skifte mellem forskellige domæner og sprogspil, drages distinktioner mellem forskellige virkeligheder og kontekster, hvilket ifølge en række teoretikere danner kilden til ny erkendelse og viden, så det skal prøves af.

Gregory Bateson hævder (1991: 62), at man kun kan erkende forskel, dvs. modtage information, hvis der foreligger to helheder (virkelige eller indbildte), som har en forskel indbygget i deres gensidige forhold. Disse forskelle må være kodet som begivenheder i tid, dvs. have form af forandringer, for at være opfattelige. Dog kan det til tider være svært at opfatte de gradvise forandringer i egne sociale relationer[1].

Det poetiske sprog kan placeres inden for det æstetiske domæne[2]. Domæneteorien anvendes til at forstå, hvad der skaber kontekster i grupper og organisationer. Til min drømmeeksamen har vejlederne derfor læst et digt, der giver dem et udtryk for, hvordan jeg har rykket mig i et forløb, som de har været en del af.

I forsøget på at iagttage det uiagttagelige og sprogliggøre dét, som kan være svært at tale om, er udgangspunktet et digt, der skal bidrage med inspiration og drivkraft. Ideen er, at invitere det personlige med ind i konteksten.

“Pacific” er skrevet i Australien fra ca. to uger siden og handler om at være til i verden uden at finde tryghed i at putte alt ind i på forhånd udarbejdede “kasser”, der bekræfter én i de samme ting, som man oplevede i går – selvom der er tale om forskellige situationer:

The Pacific.

It rises by clear moon and bright sunshine.
It touches realms of endless depths.
It is as real as crystals of snow.
As powerful blue waves.
As the scent of rain.
As the glowing eye inside.
This is when truth stares at you and there is no escape.
This is at the hour where your sleep ends and there is no turning back.
This is when boundaries disappear and colours of the rainbow appear in everything.
This is when nature wakes you up from a sleep incapsulated in cultural understanding, religious paradigm. In boxes of easy interpretations of change that do not claim your every second responsibility and awareness. In shelters preventing you from burning your fingers and from living like a child in a world that is born every moment.
Past claimed its constant right to interfere with the light in your eyes and the purity of mind because of misleading ideas of freudian psychoanalysis and other thoughts that you believed to be right.
“When the doors of perception are cleansed, everything appears as it truly is, infinite” (William Blake).
This is when people speak to you in a language that you always understood but never quite could grasp because of the fighting of stories inside your world and because of the constant conditioning that you invited into it. All because of your mission impossible search for answers isolated from yourself.
That is when the real you appears and enters the stage of history.
That is when the fairy tales and adventures of higher life forms carries you into moments that always existed because they are endless.
That is when you solve issues in a split second because they evolve into water in movement.
That is when you become one with the universal energy that used to only slide through in short dreams on a summer day on the ocean or whilst day dreaming a funny day amongst trees on the odd day in the forest.
That is when you can not hide your soul because it is no longer invisible and therefore for everyone to see.
That is when what use to be hidden in the depth of your flower eyes is everywhere.
That is when every single person you meet on your way is provoked by your existence.
That is when you are truly there for them.

Hvordan gik drømmen i opfyldelse?

Mine høje indledningsvise forventninger til faget, en udvikling af min teoretiske, praktiske, metodiske forståelse samt egen refleksionsevne har gjort en forskel. Faget har været det mest epistemologisk perspektiverende, og lærerige , jeg har fulgt i hele min universitetstid.

Jeg blev i forløbet bedre til at samarbejde ved bl.a. at trække andre menneskers styrker i forgrunden og forvente det bedste af andre, hvilket forbedrer deres præstationer (jf. Pygmalioneffekten).

Jeg har udviklet en tillid til, at jeg kan gøre en forskel i en gruppe og i forbindelse med interventioner i organisationer. Jeg er blevet styrket i mit livssyn og i hvilken vej, jeg vil gå senere i livet. Jeg har fået bygget en masse broer. Én vigtig bro er den mellem min personlige verden og den professionelle verden, som jeg før havde et mere distanceret forhold til. Det betyder, at jeg ud over at være blevet klogere også oplever større mening og glæde i tilværelsen.

Gennem personlig involvering i hele forløbet har jeg efter bedste evne efterlevet den systemiske pointe om, at al læring – individuel og organisatorisk – er baseret på selvreference og derfor forudsætter menneskers egen aktive selvvirksomhed (Andersen: 1998; Luhmann: 1997; Qvortrup: 2001; Larsen: 2002; Bateson: 2000 etc.).

Gennem logbogsoptegnelser og andre former for selviagttagelse er jeg blevet bedre til at iagttage kriterierne for min egen iagttagelse. Jeg er blevet mere opmærksom på den Husserlske pointe, at det menneske, der erkender, er en del af dét, der erkendes.

Mine personlige oplevelser med “Appreciative Inquiry” (AI) i det forgangne halve år har styrket min opfattelse af, at mennesker har mere energi og lyst til at forandre sig, hvis der tages udgangspunkt i det bedste fra fortiden og deres drømme om fremtiden. Aha-oplevelsen for mig bestod i at deltage i en gruppe, hvor vi alle sammen forandrede os i det øjeblik, at vi skabte plads til hinandens forskelligheder.

AI inviterer til nye sprogspil og til erstatning af uhensigtsmæssige sproglige konstruktioner. Jeg var der for de andre, og jeg så dem udvikle sig. I den forbindelse står eksamen for mig som en række sammenhængende, fuldendte øjeblikke, hvor vi demonstrerede i ord og handling, hvordan vi havde flyttet os. Dette var tydeligt, da jeg pga. min deltagelse i gruppen kunne se en enorm forandring – en forandring og en forskel, jeg havde drømt om.

At sejre sammen er en stor følelse.

Det blev klart for mig, at vi i starten ikke havde fået skabt en kommunikativ kultur med plads til alle. Jeg havde i høj grad fokuseret på det produktive domæne og ud fra et moderne positivistisk paradigme optrådt som en slags sandhedsapostel – dog paradoksalt nok i forsøget på at integrere polycentriske ordningsformer i gruppen (Qvortrup: 2001). Mit ivrige forsøg på at få dem til at forstå, var et udtryk for min egen intellektualisering af noget personligt i dem, hvilket kan have medvirket til, at flere ikke følte sig hørt i diskussionerne.

Mit rolleskift fra selvudråbt ekspert til systemisk sparringspartner bidragede til etableringen af det dialogiske rum (refleksive rum), hvor vi kunne fungere sammen. Initiativet til at anvende AI internt og operere ud fra et overordnet tema, der skabte plads til os alle, virkede og vi sejrede sammen, da forskelligheden dansede.

Forandringsprojektet har gjort en forskel, der gør en forskel for de andre i gruppen, for vores kunde (Turntool – IT virksomhed) og for mig selv.

Ved at begynde at tage udgangspunkt i vores individuelle forventninger og opfattelser, bevægede vi os ind i det forklarende domæne og senere også det æstetiske. Til eksamen forslog jeg, at vi skabte nogle rammer, som vi personligt kunne fungere inden for, og som ville skabe tryghed for os. I den forbindelse skabte vi også nogle regler for kommunikationen, som kunne fremme dialogen og derved sikre, at alle blev hørt. Vi begyndte at inkorporere det systemiske fortolkningsparadigme. Vi fik i fællesskab skabt et nyt ”sprogspil”[3], hvor dialogen blev sat i højsædet frem for diskussionen[4]. Introduktionen af historien om “forskellighedens DANS” hjalp os til at flytte os fra et begrænset rum til et af mangfoldighed. Vi fik opbygget referencer til domænerne og kunne bevæge os mere frit.

Jeg oplevede i forbindelse med vores intervention, hvor stort et engagement AI kan afføde hos de involverede. På baggrund af disse erfaringer er jeg blevet klar over, at det gør en forskel, om udgangspunktet for læring, forandring og udvikling tages i problemer, mangler, fejl og fiaskoer, eller om det tages i muligheder, ressourcer og vellykkede præstationer. Dette stemmer overens med den systemiske tænkning, som Haslebo & Nielsen (1997 & 1998) repræsenterer, hvor der i de seneste år er sket en vægtforskydning fra en negativ til en positiv tankegang.

Hvad kunne jeg have gjort anderledes?

Jeg måtte allerede i starten sande, at den dialogiske måde at kommunikere på ikke faldt vores gruppe naturligt. Jeg blev til stor irritation jævnligt afbrudt, og vi fokuserede ofte på det problemfyldte. Jeg fornemmede en opgivende stemning og havde svært ved at finde frem til et bevægelsesønske[5] hos de andre i gruppen. Gruppens medlemmer synes ikke at forstå sig selv i det sagte og kunne derved ikke koble sig på begivenhederne med egen identitet og selvrespekt i behold. Inspireret af mit forandringsprojekt har jeg efterfølgende spekuleret over, om ikke jeg skulle have startet med at etablere et dialogisk rum ved at opstille en række regler for kommunikationen.

Ideen er at finde energi, ressourcer og engagement til forandringen i den enkelte gruppedeltager og bruge dialogen til at skabe fælles bevægelse. Peter Senge (1999) pointerer, at visioner skaber en sådan fælles bevægelse i form af en overordnet fælles vision, der giver anledning til bestemte måder at tænke og handle på.

Vi har gjort en forskel, der gør en forskel!

Jeg har brugt dette stykke papir til at fortælle, dels om “indersiden af min papirspose”, dels om feltet mellem mig og min omverden. Jeg har forsøgt at tage udgangspunkt i de for mig vigtigste af mange forandringer, som skete i løbet af kurset. Jeg tog udgangspunkt i mit personlige forandringsprojekt for at vise, hvordan den gensidige kobling mellem teori, praksis, metoder og refleksioner har givet næring til min forandring og udvikling. Jeg har brugt den systemiske tænkning som teoretisk referenceramme og perspektiveret mig selv ind i den.

/Martin Juncher Jensen

L i t t e r a t u r l i s t e

Andersen, Kristine: En opsang fra Kierkegaard. Kronik i Jyllandsposten d. 9. September 2002.

Andersen, U.: Samarbejdsproblemer – om brugen af metaforer som forvandlingsbilleder. I: Haslebo, G. & Nielsen, K. S. (Red.). Erhvervspsykologi i praksis. København: Dansk psykologisk Forlag 1998.

Andresen, B. Bent: E-learning – en designhåndbog. CTU 2000.

Argyris, Chris & Schön, A. Donald: Organizational Learning: Addison-Wesley Publishing Company 1978.

Bateson, G. Ånd og natur – En nødvendig enhed. Rosinante Paperbacks: København 1991.

Bateson, Gregory: Steps to an Ecology of Mind (fra 1972). University of Chicago Press: Chicago and London 2000.

Berger, L. Peter & Luckmann, Thomas: Den samfundsskabte virkelighed. En videnssociologisk afhandling. Viborg: Nørhaven A/S 1992.

Bohm, David: On Dialog. Routledge: London 1996.

Brown, George Spencer: Laws of Form. George Allen and Unwin: London 1971.

Choo, Wei Chun: The Knowing Organisation: How Organisations Use Information to Construct Meaning, Create Knowledge, and Make Decision. New York: Oxford Universitet Press 1998.

Cooperrider, L. David: Positive Image, Positive Action: The Affirmative Basis of Organizing, ch. 2. Http://www.stipes.com/aicap2.htm.

Cooperrider, L. David & Whitney, Diana: Appreciative inquiry – Collaborating for Change. Berrett-Koehler Communications: San Francisco 1999.

Giddens, Anthony: Modernitetens Konsekvenser. Hans Reitzels Forlag, 5. oplag 1994.

Hadrup, Søren & Voetmann, Kaj: Udviklingskonferencen. Forlaget Kommuneinformation: København 1995.

Haslebo, Gitte & Nielsen, S. Kit: Konsultation i organisationer – hvordan mennesker skaber ny mening. Dansk psykologisk Forlag: København 1997.

Haslebo, Gitte & Nielsen, S. Kit: Erhvervspsykologi i praksis – metoder til fælles bevægelse. Dansk psykologisk Forlag: København 1998.

Hundevadt, Kim: Stifinderen – om coachen Lasse Zäll. JP bøger/Jyllandspostens erhvervsbogklub. Narayana Press: København 2001.

Ikujiru Nonaka, Ryoko Toyama and Noboru Konno: SECI, Ba and Leadership: a Unified Model of Dynamic Knowledge Creation, pp. 5-34. Longe Range Planning 33: Elsevier Science Ltd. 2000.

Kirkegaard, Søren: Samlede Værker, bd. 6. Gyldendal: København 1962.

Kompetencerådet: Kompetencerådets rapport, pp.1-20; 80-94. Ugebrevet Mandag Morgen 2000.

Korsgaard, Ove: Kundskabskapløbet, pp.162-169. Gyldendal 1999.

Krogh, G. von & Roos, J: Organizational Epistemology. St. Martin’s Press: New York 1995.

Larsen, Steen: Ingen kan lære andre noget – mod et nyt læringsbegreb. Undervisningsministeriets hjemmeside 2001. Http://pub.uvm.dk/2001/demokrati/5.htm.

Lorentsen, Annette: Ansvar for andres læring – om IT, lærerroller og lærerkompetencer i forbindelse med nye læringsformer. Undervisningsministeriets hjemmeside 2002. Http://www.it-strategi.uvm.dk/frameset.php3.

Luhmann, Niklas: Die Gesellschaft der Gesellschaft. Suhrkamp Verlag: Frankfurt a. M. 1997a.

Luhmann, Niklas: Iagttagelse og Paradoks. Gyldendal, København 1997b.

Luhmann, Niklas: Tillid. Reitzels Forlag: København 1998.

Lyotard, Jean-Francois: Viden og det postmoderne samfund, pp. 11-19. Slagmark: Aarhus 1996

Madsen, B. (1996). Organisationens dialogiske rum. I: Alrø, H. (red.). Organisationsudvikling gennem dialog. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Mancke, Volker & Husted, Kenneth: Aktuelle Ledelses- og Styringsteknologier. Thompson A/S: 2001.

Qvortrup, Lars: Det hyperkomplekse samfund. 14 fortællinger om informationssamfundet. København 1998.

Qvortrup, Lars: Det lærende samfund – læring, kompetence, uddannelse og IT i det hyperkomplekse samfund. Undervisningsministeriets hjemmeside 2002. Http://www.it-strategi.uvm.dk/frameset.php3.

Qvortrup Lars: Det lærende samfund. Gyldendal, København 2001.

Senge, Peter: The Dance og Change – The Challenges of Sustaining Momentum in Learning Organizations. A Fifth Discipline Resourse. Nicolas Brealey Publishing: UK 1999.

Sennett, Richard: The corrosion of character. The Personal Consequenses of Work in the New Capitalism, pp. 32-64. W. W. Norton & Company, New York and London 1998.

Senge, P. (1999). Den femte disciplin. Den lærende organisations teori og praksis. Aarhus: Klim.

Storch, J. & Søholm, T. M: Gensyn med domæneteorien, dialogbegrebet og konsulentens moralske forpligtelser 2000 Udkast.

Zahavi, Dan: Husserls fænomenologi. Gyldendal: København 1997.

[1] Både Bateson (1991) og Senge (1999) illustrerer dette forhold med en fabel fra dyreverdenen: Sætter man en frø i en gryde med koldt vand, som man så opvarmer langsomt og jævnt, så der ikke forekommer et øjeblik, der markerer det øjeblik, hvor frøen bør springe, så springer den aldrig. Den bliver kogt.

[2] Domæneteorien (Maturana) pointerer, at vi i sproget kan befinde os i flere forskellige domæner, som er autonome aggregater, der udelukker andre enheders egenskaber. Vi handler i forskellige domæner samtidigt, men eet domæne er kontekstmarkør. Det produktive domæne (handlings-) er dér, hvor vi handler ud fra en objektiv forståelse, og hvor vi antager, at der findes én bestemt måde at opfatte verden på. Det forklarende domæne (refleksive) er karakteriseret ved en mangfoldighed i grundantagelser og værdier, og der er således mange versioner af virkeligheden. Her afgøres det hvad der i fremtiden skal gælde i PD / forbinder de to andre – alt er muligt og åbent. I det æstetiske domæne (personlige) handler vi ud fra vores grundantagelser, værdier og det, der gør tingene meningsfulde.

[3] Wittgensteins begreb om sprogspil henviser her til de specifikke grammatiske regler, der kendetegner den mellemmenneskelige kommunikation i gruppen. Disse sprogspil er i en emergerende udvikling, hvilket fremgår af den beskrevne forandring.

[4] Bohm (1996: 6-7) skelner mellem pdes. dialog, der metaforisk beskrives som: “a stream of meaning flowing among and through us and between us” og pdas. diskussion, der ifølge Bohm betyder: “to break things up”.

[5] Madsen (1996) karakteriserer bevægelsesønsket som den del af kontrakten, der specificerer samarbejdets mål.